Onsdag den 15. april 2026 var mere end 40 aktører fra hele landet samlet for at drøfte, hvordan sorgkompetencen i Danmark kan løftes, hvordan vi kan skabe og styrke samarbejdet mellem de faglige aktører, og hvordan sorgstøtten kan blive mere kvalificeret, sammenhængende og lettere at navigere i for de sørgende.

Baggrunden for mødet var at sammenslutningen SorgDanmark inviterede til velkomstmøde for alle aktører på sorgområdet.

Deltagerne kom fra hele sorgfeltet og delte den fælles ambition, der er udgangspunktet for SorgDanmark: At mennesker i sorg skal mødes med et sprog og en støtte, der bygger på faglighed, kvalitet og viden fra både forskning og praksis.

Nøgleordet i velkomsten var sorgkompetence

SorgDanmark bygger på en mangeårig vision om at samle og styrke sorgfeltet i Danmark. Visionen er udviklet af Mai-Britt Guldin, der er blandt landets førende forskere inden for sorg og krise, og samtidig har mange års erfaring som psykolog. Hun er grundlægger af Center for Sorg og Eksistens og i samarbejde med Dansk Center for Familier & Sorg, som var vært på mødet, omsættes visionen nu til handling.

”SorgDanmark skal handle om at samle feltet og skabe et stærkere grundlag for at styrke måden, vi som mennesker og samfund forstår, møder og lever med sorg”, sagde Mai-Britt Guldin i sin velkomsttale. ”Der er ingen rigtig måde at sørge på, og der er et udtalt behov for, at sorgens sprog bliver mere nuanceret, så flere kan genkende sig selv, og den offentlige diskurs ikke bliver for snæver. I et fælles forum kan vi dele og udvikle viden samt sikre læring og støtte og styrke kvaliteten af arbejdet og bakke op om mere og bredere forskning i sorgfeltet.”

På dagen holdt Mai-Britt Guldin et fagligt oplæg om sorgkompetence, og om behovet for at styrke netop sorgkulturen i Danmark for derigennem at kunne løfte sorgforståelsen og nuancere det sorgsprog vi bruger og møder sørgende og deres pårørende med.

Hjælpen til mennesker i sorg er for tilfældig og usammenhængende

I dag er hjælpen til mennesker i sorg uensartet og uklar, og den afhænger for meget af, hvem de møder i systemet og hvornår. Det er en af de udfordringer, som SorgDanmark ønsker at tage fat på ved at samle sorgfeltet og styrke det tværgående samarbejde.

”I Dansk Center for Familier & Sorg kan vi se, at forældre, som har mistet en partner eller et barn, ikke bliver mødt af ensrettede tilbud. Det kan være tilfældigt og afhængigt af, hvilket hospital man kommer på,” siger Birgitte Sofia Horsten, direktør i Dansk Center for Familier & Sorg. ”Samtidig kan vi høre, at det kan være svært for dem, der oplever sorg, at finde de relevante tilbud, og at forstå de enkelte tilbud og vurdere hvilken faglighed der generelt er bag dem. Derfor var det også meget positivt at opleve så stor opbakning til et fælles arbejde for at skabe mere kvalitet og sammenhæng i sorgstøtten.”

Idéer til at løfte sorgkompetencen i hele landet

Det store fremmøde til SorgDanmarks første arrangement viser, at der både er vilje og behov for at samle aktører på tværs af sektorer og fagligheder. Men det er ikke kun et spørgsmål om at skabe dialog men i høj grad også om at bidrage til et stærkere fagligt grundlag for, hvordan vi forstår og taler om sorg i samfundet, samt hvordan mennesker i sorg bliver mødt, og hvilken hjælp de tilbydes.

Deltagerne drøftede bl.a., hvordan SorgDanmark konkret kan bidrage til at løfte sorgkompetencen i organisationer, blandt private aktører og i kommunalt og regionalt regi. Der kom mange relevante bud, som SorgDanmarks nyvalgte bestyrelse kan arbejde videre med.

Blandt deltagerne var repræsentanter fra ngo’er, kommunale og regionale aktører, det private arbejdsmarked, folkekirken, universiteter, Center for Sorg og Eksistens samt selvstændige fagpersoner.

Om SorgDanmark

SorgDanmark er en landsdækkende sammenslutning af organisationer og aktører, der arbejder for at styrke sorgstøtten i Danmark. Sammenslutningen arbejder for, at alle mennesker i sorg mødes med relevant, kvalificeret og differentieret støtte. Det sker blandt andet gennem et fokus på sorgkompetence, faglighed og kvalitet i sorgstøtten, større gennemsigtighed i eksisterende tilbud, mere viden og forskning på området og en mere nuanceret forståelse af sorg i samfundet.

Alle aktører i feltet er velkomne i sammenslutningen.

Hvis du ikke vil gå glip af seneste nyheder og kommende arrangementer, så kan du skrive dig op til vores nyhedsbrev, som du finder nederst på hjemmesiden.